Operation Dinesen

KØBENHAVN, 2015: »Det er svært at nå frem til det væsentlige, selv hvad krig angår, fantasien gør længe modstand,« står der i Rejsen til nattens ende af Louis-Ferdinand Céline. Han var veteran fra Første Verdenskrig. Den bog lå jeg med i hænderne, få minutter før Taliban angreb.

Jeg tænker tit på den sætning.

Officererne, dem der planlagde Operation Dinesen, kalder det en succes. Det gør Udenrigsministeriet også. Men kampsoldaterne, os der udførte opgaven, får et fjernt blik i øjnene, når talen falder på de to hektiske oktoberdøgn i 2008.

Vi begynder hurtigt at tale om en snu fjende, der havde gennemskuet planen, og for vores indre øre hører vi den hæse lyd af granater i luften. 

Mit eksemplar af Rejsen til nattens ende smed jeg ud. Jeg fik den aldrig med hjem fra Afghanistan. Den fugtige varme åd limen i ryggen, og siderne gled ud. Men jeg har købt en ny udgave. Den ligger på mit skrivebord på Vesterbro i København og minder mig om, at der mangler et par sider i historien om Operation Dinesen.

De skal fortælles nu. Så vi husker det væsentlige og glemmer fantasien.

Historien er blevet til på baggrund af aktindsigt i fortrolige militærrapporter og interview med 30 kampsoldater, der har bidraget med foto, filmklip, lydoptagelser og bider fra deres hukommelse.

Ingen af dem kalder Operation Dinesen en succes.