Elsk din nutid

En af mine første opgaver på Radio24syv var at interviewe en Kroatien-veteran, som boede lidt udenfor Horsens. Han følte sig røvrendt af kom­munen. Af psykiatrien. De fleste faktisk.

Han havde nogle vanvittige mareridt næsten hver nat. Han tog piller for at falde i søvn, og hver mor­gen løb han 10 kilometer.

»Det er den bedste medicin,« sagde han. At stå op og løbe natten ud af hovedet. 

Jeg mødte ham tre gange med nogle ugers mellemrum. Vi havde aftalt, at jeg skulle dukke op, når han havde løbet. Tredje gang kom jeg lidt for tidligt. Han stod stadig i løbetøj og pustede ud på trappen foran huset. Jeg blev budt på kaffe, imens han fik lidt vand i hovedet og skiftede tøj. 

Han talte til mig imens, ude fra badeværel­set. Om løbesko, psykologer, systemet, og så stod han pludselig foran mig kun med et hånd­klæde om sig. Og sit gamle hundetegn om halsen.

»Hvorfor har du stadig den på?« sagde jeg.

Han greb fat om hundetegnet, knugede det. 

»Fordi det er det eneste arbejde, jeg har haft, som jeg har været rigtig stolt af.«

Det tænkte jeg meget over i bilen på vej hjem. Hvad det betyder, at der bor et menneske lidt udenfor Horsens, som skal mere end 20 år tilbage for at finde noget, han er rigtig stolt af, og det noget er, dengang han som 21-årig arbejdede seks måneder i Kroatien som soldat.

Jeg spurgte: »Hvad er det værste du nogensinde har oplevet?«

Så fortalte han en historie fra Kroatien. Det er der en logik i. Hvis man oplever noget frygteligt, kan man få det frygteligt bagefter. Det giver mening.

Jeg spurgte: »Hvad er det bedste du nogensinde har oplevet?« 

Så fortalte han også en historie fra Kroatien. Det kræver lidt flere ord at forklare, hvorfor noget både kan være det værste og det bedste. Men derfor gik han stadig med sit hundetegn. Fordi det var den bedste tid. Fordi det var den værste tid.

»Fordi det er det eneste arbejde, jeg har haft, som jeg har været rigtig stolt af.«

Der er noget virkelig fint ved at være stolt af sin fortid. Men der er noget trist ved kun at være stolt af sin fortid.

For et par måneder siden modtog jeg et Youtube-link til et klip fra den amerikanske version af komedieserien The Office af en veteran, der hedder Kasper Frank, som jeg ken­der godt, fordi vi både var værnepligtige sammen og udsendt til Afghanistan på det samme hold.

Han skrev:

»Jeg sad en aften og stortudede for mig selv, da jeg så det her. Ramte spot on.«

I klippet ser man karakteren Andy Bernard kigge lige ind i kameraet. Han taler om, hvordan det har været at forlade kontoret og få et nyt job. Han er glad for det nye sted, men han savner det gamle kontor og de gamle kolleger:

»I wish there was a way to know, when you’re in the good old days, before you actually left them.«

Det er næsten en sorg.

Jeg har hørt noget lignende fra mange andre tid­ligere soldater. At de aldrig kommer til at opleve noget så vildt, så godt, så fantastisk igen, og nu læser de HF, kører taxa, er pædagoger, murere, journalister, på kontanthjælp eller vagter i et storcenter.

Livet har toppet. Nu er der kun flade dage tilbage.

De lever som pensionister, og det er sgu for tidligt, for de fleste af dem er på alder med mig, 40 år el­ler deromkring.

Min gamle finskyttemakker, Sune Vælds, er storslem til det der. Oppe i hovedet er han en gammel mand på 92, som engang var i Kosovo, Irak og Afghanistan. Han smiler kun, fordi han er nødt til det. Ellers bliver børn bare bange for ham.

Det har han heller ikke noget imod, at jeg skriver, fordi han ved, det er rigtigt.

Sune Vælds er i virkeligheden en 42-årig altmuligmand med snus i mundvigen. Erhvervsdykker, studerende, hundeejer, far. Han er godt i gang med at renovere sit hus i byen Strib på Fyn, hvor han bor med sin familie. Sidst, jeg besøgte ham, var halv­delen af huset en byggeplads.

Der er mange gode ting i Sunes liv. Men.

»Afghanistan især. Det er sgu svært at sætte noget over det. Jeg læser til bygningskonstruktør i dag, og det er jo ikke sådan, at jeg vil definere mig selv som bygningskonstruktør på et tidspunkt. Jeg vil nok stadig definere mig selv som ham mother­fuckeren fra Afghanistan. Det vil jeg da hellere identificere mig med.«

Hører jeg en sorg i det, at de store sejre har været der?

»Ja, altså, selvfølgelig så får man børn og sådan noget, men det handler ikke om mig. Det handler om børnene. Afghanistan var lidt en finale på min ungdom,« siger han og griner tørt, »hvis jeg skal sige det så sørgeligt.«

»Det var min storhedstid.«

Der bliver stille et sekund, så rammer nutiden:

»Men jeg kan da også tage det her som min stor­hedstid. Jeg har det godt. Jeg har familie, og det går godt.«

Jeg har holdt foredrag om præcis det. At savne sin udsendelse, sin storhedstid. Det er godt stof at tale om, fordi det for mange er noget mærkeligt noget, at et fornuftigt menneske kan savne krig. Det behøver jeg ikke forklare dig, men herude bruger jeg af og til halvanden time på at få det til at give me­ning, og det lykkes som regel, fordi det er nemt at forstå, hvis man vil.

Jeg slutter foredraget sådan her:

»Hvis I en dag møder en veteran, der har det svært, så er det ikke nødvendigvis, fordi den person har oplevet noget, der var så traumatisk, at det nu er svært at komme sig. Det kan også sagtens være, at den veteran har oplevet noget, der var så godt, at alting føles fladt nu. Måske sidder den gamle kriger og synes, at det er trist, krigen er slut.«

Hvis du har det sådan, skal du først erkende det. At du savner det. At du tænker på det for tit. At det er en slags hjemve, der sidder et sted i udkanten af bevidstheden og forstyrrer. Du skal spørge dig selv: Savner jeg det, fordi det var helt fantastisk? Eller savner jeg det, fordi min nutid mangler noget? Du skal udforske den følelse, fordi du er nødt til at forstå den. 

Men inden, du kommer så langt, skal du finde ud af, om din hukommelse er fucked. Det er den sikkert. En udsendelse bliver meget hurtigt lidt federe, end den faktisk var. Det er et særligt trick, hukommelsen kan.

Det ved jeg fra de soldater, som først blev civile, men siden søgte tilbage til Forsvaret og lod sig udsende igen. De slukkede savnet med en ny flybillet, en ny mis­sion, og det interessante i den her sammenhæng er, hvor hurtigt den følelse blev vekslet til: Okay, det her er jo bare det samme shit igen.

Hvorfor sagde jeg ja til det én gang til?

Det kan minde om en gammel kæreste. Du slog op med hende, fordi hun var dybt vanvittig. I gik hver til sit, og det gik fint. Du følte dig fri og var faktisk på vej videre. Men så drak du dig fuld en aften og skrev til hende igen, fordi du lige havde glemt, hvor vanvittig hun var. 

Der findes soldater, som er blevet udsendt både anden, tredje og fjerde gang på den måde. Jeg kender en håndfuld. Hvis du savner det så meget, skal du måske søge tilbage til Forsvaret, og det vil jeg godt kunne forstå. Men nu sidder du med Civilian Survival Guide, og så må du sgu arbejde med det savn.

Hun var jo vanvittig.

Husk på alle de latterlige ting, der også er ved at være soldat. Det er en god måde at bremse savnet. Du skal huske dig selv på alt det, du slipper for nu.

Du savner ikke at sidde i en pansret bil i timevis med alt dit grej på og vente på fjenden, på mør­ket, på chefen. Der er alt for meget frysetørret mad, vabler og våde sokker. Du får nærmest in­genting i løn, og skal du på en uges øvelse, kan du være sikker på, at det begynder at regne om man­dagen.

Du savner ikke at gå i takt, at få tåregas i halsen, at grave stående skyttehuller i en frossen skov, at spise mad, der knaser af sand, at knæle ned på et tomt hylster i Brikby og mærke smerten helt op i løgene. Det savner du virkelig ikke.

Du skal fremad, op og videre. Du var awesome i uniform, nu er det tid til at være awesome til noget andet.

Næste gang, du tænker tilbage på din stor­hedstid som motherfucking kriger, og savner det som en gammel kæreste, så gør som Sune Vælds.

Træk vejret. Hold en pause. Lad nutiden synke ind.

»Men jeg kan da også tage det her som min stor­hedstid.«

Du bliver nødt til at leve dit liv, som om tiden går, for det gør den. Du har mange ting at være stolt af, mange flere end de fleste, og den liste kan sagtens blive længere.

Hvad glæder du dig til?